Menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vagabond

 

Indledning

Det er mit ønske/håb/drøm at denne side skal være en redelig oplysning, om min opfattelse af hvad det er at være vagabond, og hvorfor man bliver det. Der er lige så mange grunde som der er vagabonder. Jeg håber at jeg kan bidrage med oplysninger, som de der måtte søge herom, kan få gavn af. Jeg har selv været landevejsridder siden 1999, så jeg ved lidt om hvad jeg taler om.

Der har altid været vagabonder, landevejsriddere, farende svende, sigøjnere, tatere, gøglere, navere o.l. til. Spørgsmålet er om ikke det er menneskehedens udgangspunkt. Det er først i, en i udviklingshistorien kort tid, at menneskene er blevet bofaste. Jæger/samler kulturer findes den dag i dag. Nogen mennesker er ikke skabt til at bo fast. Der har altid været nogen der ikke passer ind i samfundets rammer. Således også vagabonderne i Danmark. Vi har ikke altid været som nu, men vi har altid været der. Basta.

Ingen ved hvor mange der findes i dag, mange udtaler sig om det i diverse aviser men!! Jeg ved at der er flere om sommeren end om vinteren. Nogen går i hi. Selv er jeg også blevet mere sat og borgerlig i trit med at tiden går og helbredet skranter.

Der er også forskellige måder at være vagabond på. Nogen trasker mellem byer med barnevogn eller cykel. Mange kilometer. En rolig tilværelse. Ikke stresse. Andre farer af sted med bus og tog fra marked til marked. Og så er der alt muligt herimellem.

Min cykel

Min cykel Foto: Spøjsen.


Hvorfor vagabond

Som jeg allerede har nævnt så er der sikkert lige så mange grunde til at gå på landevejen, som der er vagabonder. Jeg har ikke haft en dårlig barndom, hvor min far drak og tævede mig og min mor.

Jeg er derimod et forkælet enebarn fra en velfungerende, ædruelig men ikke særligt velstående familie. Min far var skomager og min mor var fra jeg kom i skole hjemmegående/medhjælpende hustru. De har aldrig lagt hånd på mig.

Kærlighed var en naturlig del af min opvækst, og de nåede at være gift i 35 år inden min mor døde, længe efter at jeg var flyttet hjemmefra.

Det var mig der var en møgunge, der i puberteten rodede mig ud i et stofmisbrug. Jeg har været clean i over 30 år. Fra stoffer ikke alkohol.

Jeg kender ikke meget til de andres baggrund, det taler vi ikke om. Når man starter på landevejen viskes tavlen ren. Hvorfor er et af de spørgsmål jeg er blevet spurgt om flest gange, og et af de sværeste at besvare og jeg plejer at sige at det var min tur. Lad vær med at spørge. Vi spørger ikke om hvorfor folk er blevet snedkere, læger eller bumser. Et godt svar er fordi vi ikke kan lade være, og det er bestemt ikke alle der har et ødelagt liv bag sig.

Hvem

Alle mulige forskellige slags mennesker. Landevejsriddernes skare tæller folk med alle baggrunde. Jeg har mødt folk med så forskellig fortid som direktør, sømand, selvstændigt erhvervsdrivende, landmand, pædagog, tjener, luder og kokke. Kokke er i overtal, det er i hvert fald min erfaring, og der er mange med en god uddannelse bag sig. Man kan godt lægge alle fordomme væk.

Alkohol

Det første der sker når man møder mennesker på landevejen er tit, at man bliver budt på en øl. Det forventes at man drikker, hvad også er regelen.
Jeg er også fordrukken ingen tvivl om det, selv om jeg kan tage dage uden sprut. Druk er en bærende omgangsform på landevejen og der er rigtig mange vagabonder der er alkoholikere, eller endog seriøse alkoholikere. Jeg har set folk der er blevet målt med op til 5,2 promille i blodet, uden man har kunnet se andet end at de var berusede, det var ikke så de væltede rundt. Det kræver en del tilvænning. Alkoholen er mange gange det vi har tilfælles, det og friheden, men den kommer jeg til. De fleste landevejsriddere er klart over at de er afhængige af sprut, det kan de jo mærke om morgenen, når morgenandagten indfinder sig. De har bare erkendt at det er sådan, og de ønsker ikke at lave om på det.

Begravelser

På grund af ovenstående, er det vel ikke overraskende at vi deltager i en del begravelser. Vi møder talstærkt op med megen pli. Bagefter drikkes der gravøl, hvor vi udveksler anekdoter om hovedpersonen. Det behøver ikke at være kedeligt.

Hieraki

 

Regler

Vi lever efter nogen få regler som alle vagabonder skal overholde, eller bliver de smidt væk fra landevejen og får karantæne.

Du skal være høflig over for folk.
Du må ikke lyve (for meget: Hvad betyder en krydder på et værtshus, bare den ikke er kedelig)
Ingen hårde stoffer.
Du må ikke stjæle.

Det kan sammenfattes med ærlighed, kærlighed og gensidig respekt.

Monarki

For at overholde ovenstående vælges der, hvert år i forbindelse med Egeskov marked, en Stodderkonge/Regent. Vedkommende kan udstede tidsbegrænsede eller livsvarige karantæner, det er så op til os alle at håndhæve disse, det plejer de at blive. Håndfast.
Kongen udpeger en Kronprins, en Dronning samt en Nasseprins, der hjælper med til at styre den brogede flok. Dette er vores monarki. Det er altid den der har højest rang på et marked, eller en lejr, der har det sidste ord. Man kan kalde styreformen for anarkistisk enevælde.

Første gang vi hører om stodderkonger i Danmark er i 1537. (Kilde: Danmarks Historie Bind 6, P 164 Politikens Forlag 1963), før reformationen i 1533 er det den katolske kirke der står for fattifforsorgen i landet, almisser vil gavne en på dommens dag, men med reformationen tæller den slags ikke længere, så hvorfor smide penge ud på den slags ting. Der bliver derfor uddelt tiggertegn til dem der virkelig ikke kan arbejde, men det bliver misbrugt, så man udnævner derfor i 1537 to stodderkonger i København til at føre opsyn med, at det kun er de godkendte tiggere der er ud med raslebøssen, også studenter må tigge det var datidens SU.

Vagtskifte på Egeskov Marked

Vagtskifte på Egeskov Marked. Solsorten overlader tronen til Sprællemanden

Foto: Foto Michael Bager Fyns Amts Avis ©.

 

Navne

Vores navne er ikke nogen vi selv kommer på, det gør de andre, jeg havde ikke heddet Spøjsen hvis jeg selv havde kunnet vælge. Når man så kvajer sig, eller begår noget specielt finder en eller anden lige pludselig på det rigtige navn. Jeg har forklaringen på mange navne, men jeg sladrer ikke.

Navngivning og dåb

Hvis man efter et års tid har opført sig ordentligt bliver man navngivet på Hjallerup Marked. Seancen foregår ved at de stakkels nye bliver overhældt med øl, og derved får deres navn

Navngivning Hjallerup


Navngivning Hjallerup. Foto: Hjallrups hjemmeside.

Kan de så opføre sig ordentligt et godt stykke tid derefter, bliver de døbt på tingstedet i Kværndrup i forbindelse med Egeskov marked. Dåben indebærer at man det følgende år har stemmeret, det er den nyvalgte konge/regent der døber de nye som sin første embedshandling. Dåben foregår på samme måde som navngivningen ved at man bliver overhældt med en masse god øl. Det er ved alle ritualer hvor dette sker, navngivning, dåb og bryllup, forbudt at bade i og vaske hår i 3 dage. Gæt selv lugten.

Dåb Egeskov

Dåb Egeskov. Foto: Minken.


Tingstedet

Tingstedet i Kværndrup er vores jord, det blev af den tidligere greve på Egeskov tilskødet vagabonderne i 100 år. På pladsen står der et træ med en cirkel af siddesten omkring, disse går i arv, jeg overtog min fra Måneskin, der mødte op og overdrog mig den, tak skal du ha´Måneskin. Der er ingen der rigtig ved hvor mange år der har været ting i forbindelse med markedet, men jeg har læst beretninger fra 1950'erne, dengang lå tingstedet dog et andet sted. Det kan i parantes bemærkes at alle vagabonder skulle være uden for byskiltet inden kl 12.00 samme dag, da de ellers ville blive anholdt. Det stod i politivedtægten for Kværndrup sogn.

Kl 10.00 starter tinget med en gudstjeneste, den udføres nu af Korshærspræsten fra Odense Peder Thyssen. Tidligere var det, til hans død, pastor Emeritus Kristian Kjeldgaard (æret være hans minde) der forrettede tjenesten. Vi synger et par salmer, præsten taler, hundene gør, folk snakker, der tysses og så holder vi ting. De senere år er Korshæren kommet med smørebrød, tak for det.

Inden Kjeldgaard gik af som præst i Kværndrup Kirke blev gudtjenesten afholdt i Kirken aftenen før markedet, men den nye præst havde ikke den samme tålmodighed med en flok fulde landevejsriddere, så hun ville ikke mere. Kjeldgaard erklærede så, "at hvis vagabonderne ikke kunne komme i kirken så måtte kirken komme til vagabonderne", derfor blev gudstjenesten flyttet til Tingstedet. Der er stadig aftengudstjeneste i forbindelse med Døllefjælde Musse marked, selv hundene er velkomne. Læs denne artikel. Der er også gudstjeneste i Hjallerup, det foregår i det store øltelt. Der er ikke altergang men tre barer er åbne.

Vagabond Avisen

Der fandtes før en avis ved dette navn. Her kunne vi følge med i hinandens liv, sende hilsner og ikke mindst uddele skideballer.

Jeg citerer fra Vagabond Avisen:

Vagabond Avisen er en avis for og om vagabonder. Den henvender sig til folk, som har interesse for vagabonder og deres færden. Den udkommer 12 gange årligt, den 1. i hver måned. Den sælges i abonnement og løssalg rundt på markedspladser i Danmark.
Vagabond Avisen blev startet i 1987 af Harry Jørgensen. En god ven spurgte ham, om han ikke ville skrive en bog om hans liv. Harry Jørgensen svarede, at det var han for gammel til, så i stedet for startede han Vagabond Avisen. Det blev en succes, og to år inden Harry Jørgensens død overtog hans søn Kristian Jørgensen Vagabond Avisen.
Kristian Jørgensen er tidligere hjemløs og har boet på gaden, forsorgshjem og herberg. Han kender de fleste af Danmarks vagabonder og færdes blandt dem.
Vagabonderne bruger Vagabond Avisen til at holde kontakten til andre vagabonder og sende hilsner og meddelser til hinanden.

Sådan skrev redaktør Kristian Jørgensen selv om sin avis.

Desværre ønsker redaktøren ikke at føre avisen videre, og efter et forkølet forsøg, heller ikke at lade andre gøre det.

Det er et sort savn for os i vores lille samfund, men vores facebookside Vagabondvennerne, kan måske med tiden opfylde noget af funktionen.

 

Identitet og frihed

 

Identitet

På et eller ander tidspunkt sker der det at Vagabonden overtager ens indentitet. Det føles mærkeligt ikke at have vest og kasket på når man færdes ude i samfundet. Jeg har altid sagt at jeg ikke bærer uniform i Horsens da det er der jeg opholder mig, det har været nødvendigt for mig for at holde Jan og Spøjsen adskilt. Det lyder forvirrende, men jeg kan ikke forklare det bedre.

Når vi mødes sker der også meget tit det at vi snakker om vagbondisme. Det er det klister der holder os sammen, vi fortæller gamle røverhistorier som alle har hørt før, men som alle har glemt, da de var skidefulde sidst de hørte dem, det kan godt være en fordel.

Jeg har til tider haft besøg af venner, der ikke tog uniformen af mens de var på besøg, det iriterer mig. Ikke at det kan gøre mig noget, men det viser netop at de ikke kan bortlægge identiteten Landevejsridder.

Når man er på landevejen i uniform, så er man "på" altid. Man skal hele tiden være parat til at leve op til vores krav, og man skal være parat til at svare på spørgsmål (mest fra børn) som man har svaret på 100 gange før. Det er helt i orden, vi lever af de folk vi møder, og må derfor også være parat til at give noget igen.

Jeg plejer at sige at vores vigtigste opgave er at være samfundets sikkerhedsventil. Vi viser folk, der passer deres arbejde og betaler deres terminer, at der er en vej ud hvis man virkelig vælger den. De kan så lege med tanken, og derefter fortsætte med deres liv.

Derfor er landevejsridderen altid en integreret del af vores personlighed og identitet. Du bliver vagabond, tænker og opfører dig som vagabond.

Riverboat

Riverboat jazzfestival i Silkeborg 2007 Foto ? (Kontakt mig).

 

Frihed

Det svar man får fra de fleste vagabonder når man spørger om en årsag til deres livsstil er ordet frihed. Frihed til at gøre hvad du vil, til ikke at modtage girokort og til at dreje den vej man har lyst. Jeg har før været med til at slå plat eller krone om hvilken vej vi skulle gå. Der er kun dig og din eventuelle makker der bestemmer over jeres umiddelbare fremtid. det skal selvfølgelig tænkes over praktiske ting, som mad og især drikke samt husly, men ellers er du fri. Pragtfuldt og det der er sværest at opgive igen.


Makkere

Når man møder vagabonder, er det tit to og to. Vi følges ad. Det skyldes mange ting. Min hund og min cykel har hørt alle mine historier før. Sagt på en anden måde, det er rarest at følges ad, ellers er det muligt at man til tider føler sig noget ensom.

Når man er på landevejen er man en outsider, man taler med mange mennesker i løbet af en dag, men ikke ret mange der virkelig forstår hvilket liv vi lever. Det er ikke sådan at de ikke er rare, det er de fleste vi møder, men man skal starte forfra med at forklare hvodan og hvorfor vi lever som vi gør. Misforstå mig ikke, det gør jeg gerne, men det er rart at følges med et menneske hvor det ikke er nødvendigt at forklare noget som helst, fordi vedkommende selv tænker på samme måde. Man må ikke overse at vi sover ude eller i telt, så det er i høj grad også et spørgsmål om tryghed. Jeg fortæller andetsted om mine makkere.

alletre

Mig, Pip og Troldmanden. Foto: Benita Marcusen.

Når man følges ad på den måde, er der nogen regler som vi følger, Vi har f.eks som regel fælles økonomi. Jeg plejer at sige at det er lige som at være gift, bortset fra at man ikke får alt det sjove med (med mindre man er kæreste med makkeren).

Der sker det at man møder en man har lyst til at føges med, man kan evt aftale at gøre det senere, og så slår man følge, hvad vej man går er i og for sig ligegyldigt. Vi går sammen ud af byen, bor sammen, spiser sammen, sover det sammen sted, tjener penge sammen, drikker sammen, går på værtshus o.s.v. de penge der laves er til deling. Vi kalder det at dele kaffekande, det betyder at de penge vi tjener sammen er fælles, evt indtægt fra det offentlige er privat indtægt. Har man så lyst til at bruge penge til et eller andet, så tager man fra kanden hvad man skal bruge, og der er som regel ikke milimeterdemokrati, det er frihed under ansvar.

Hvis man så bliver uvenner, får lyst til at følges med en anden eller der sker noget andet så deles der kaffekande, det vil sige at pengene der er i fælleskassen bliver delt lige over efter hvor mange vi er.

Når vi går makkere er vi kolleger, på marked er vi konkurenter, ikke blandt makkere men med de andre.

Et makkerskab kan vare kort eller lang tid. Jeg har gået makker med nogen i årevis og med andre i få dage, kemien skal passe.

Makkerskabet er grundlaget for din tilværelse på vejen, du må stole på din makker af alle disse grunde, kan man ikke det så er det væk fra vedkommende. Tager nogen penge op af kaffekanden, eller glemmer at lægge nogen de har tjent i den, så kaldes det "Franske lommer", der er ikke noget rart predikat at få hæftet på sig, hvis der er en der har gået makker med en vagabond siger at vedkommende har "Franske lommer" så vil alle andre vagabonder se skævt til vedkommende.

Skovetur

Skovtur. Foto: Benita Marcusen.