Velkommen

Velkommen til min side på nettet. Jeg hedder Spøjsen på de danske landeveje, og vil her på siden fortælle om mit liv på vejen.

Min tid som aktiv vagabond er desværre forbi, da bentøjet ikke rigtigt vil mere, men hjertet er stadig derude.

Vær fri til at kommentere alt et du lyster, og jeg besvarer gerne spørgsmål.

Marts 2014
Spøjsen

Nyhedsbrev
Vagabondvennernes Nyhedsbrev
* = Obligatorisk felt

Hundene

Nogle meget gode makkere jeg har fulgtes med er hundene, både mine egne og dem mine andre makkere har haft. Den der har betydet mest er naturligvis Lady, men lad mig tage dem kronologisk. Jeg har desværre ikke billeder af dem alle sammen, men jeg vil gerne fortælle om dem.

 Gumsen

Da jeg startede på vejen havde Kameldriveren en hund der hed Gumsen, eller lad mig sige det på den måde at det vel egentlig ikke var hans hund, og den hed faktisk slet ikke Gumsen. Forvirret? Forklaring følger.

I starten var det Syvstjernens hund og han navngav den Tjumsen, han var dengang makker med Den Røde Kamel. Hun overtog hunden da de skiltes, og den fulgtes da med den Røde Kamel og Kameldriveren Da hun ikke kunne gå så meget mere. tog Kameldriveren den med på en smuttur alene.

Han blev væk fra Helsingør i adskillige måneder og da han vendte tilbage var hun hans hund, og havde fået navneforandring. Han mente ikke at man kunne kalde en hund for Tjumsen.

Gumsen stammede fra adskillige generationer af landevejshunde, jeg har kendt hendes bror fra samme kuld og han var også dejlig. Hun var en blanding, og jeg har en gang kunne huske af hvad, men det var i hvert fald labrador.

Hun betød meget for Lady, og jeg savnede hende meget da Kameldriveren og jeg holdt op med at være makkere. Da han døde var såvel Den Røde Kamel, Syvstjernen og jeg enige om at jeg tog hende til mig, men hans børn ville gerne have at den blev i familien som minde om far. Det holdt 2 – 3 måneder, og den blev så givet væk til fremmede, hvad jeg aldrig rigtigt har tilgivet. Den kom ud på landet og havde det sikkert godt, men hun havde aldrig kendt til andet end nomadelivet, og hun elskede det. Af sind var hun meget meget godmodig, hvad landevejshunde bør være. Jeg har deværre ikke nogen billeder af hende. Skulle noge læsere have et, kontakt mig da venligst.

 Lady.

Mit livs kærlighed.

Smuk hund. Foto og montage: Spøjsen. Copyright by Creative Commons (BY-NC-ND)

Smuk hund. Foto og montage: Spøjsen. Copyright by Creative Commons (BY-NC-ND)

Kameldriveren og jeg kom i januar 2000 forbi Gørlev i Vestsjælland. Vi havde været væk fra hinanden et par måneder og havde aftalt at mødes der. Vi havde et glædeligt gensyn, hvor vi bl.a. lærte at troflyvende talerkner……. og gryder, stegepander m.m. da vores værtspar havde en stormfuld omgangsform, vi blandede os ikke. De var ellers søde og rare. Men vi mødte også en flink mand ved navn Robert, han havde en Amerikansk Bulldog hvalp, som jeg faldt pladask for og så Lady, de var begge ca. 9 måneder gamle og Lady var skrupforvirret og lidt uinteressant i situationen. Han havde lige konfiskeret hende fra hans søster, da hun ikke passede den ordentligt.

Robert boede ikke i byen, men i en landsby på vej mod Kalundborg, så han inviterede os på en overnatning når vi kom forbi. Vi tog mod tilbudet og redte op inde i stuen, og havde lige sagt godnat til værten da der lød et råb fra soveværelset og døren røg op, Lady ud og direkte ned i min sovepose. Hun havde tisset på gulvet. Hun blev i min køje om natten.

Lady på min cykel. Foto: Benita Marcussen. ©

Lady på min cykel. Foto: Benita Marcussen. ©

Den næste mogen spurgte Robert os om vi ikke ville have hunden, da han ikke kunne overskue to hvalpe. Han have taget hende for at hun kunne få et godt hjem, men en Lady hund og en Amerikansk Bulldog skal ikke opdrages ens. Hun havde haft en omskiftelig tilværelse med 4 -5 ejere i hendes korte levetid, og hvis ikke vi tog hende med skulle hun aflives. Det endte med at jeg købte hende for 5 kr. da jeg ikke mener man skal have hunde forærende. Det har jeg aldrig rigtig fortrudt, selv om hun var et dampbarn til hun fik hvalpe.

Hun vendede sig forbavsende hurtigt til livet på vejen, og som nævnt var Gumsen en stor hjælp. Senere fulgtes vi med andre hunde mere herom senere. I skrivende stund ligger hun på min seng og snuer 1,5 meter fra mig. Hun er efterhånden blevet 10 år gammel, og fra en serie billeder der lige er blevet taget af hende, er det gået op for mig at hun er ved at blive gammel.

Hun fik 7 hvalpe d. 14. November 2003 mere herom senere, og det hjalp på hendes sind. Hun er en blanding af af 7 – 8 racer, men hendes far er et mix af Rottweiler og Dopperman, resten betår af Beagle, Labrador, skotsk Hyrdehund og noget mere jeg har glemt. Selv tror hun at hun er Terrier.

Jeg måtte desværre sige farvel til hende i November 2014. I en alder af 15 år kunne hun ikke mere. Jeg kan kun takke for den tid vi havde sammen.

 

Orlik i det gamle Vesterled. Foto: Spøjsen. Copyright by Creative Commons (BY-NC-ND)

Orlik i det gamle Vesterled.
Foto: Spøjsen. Copyright by Creative Commons (BY-NC-ND)

 Orlik

Da jeg mødte Mursejleren havde han lige fået Orlik som hvalp. Han havde selv taget i mod ham ved fødselen, han var vel 10 – 11 uger gammel og på størelse med Lady. Vi fulgtes ad til han var omkring halvandet år, så jeg var tilstede da han blev præget. For mig vil han derfor altid betyde noget særligt, og vi var til det sidste meget gode venner og jeg fik tit lov til at “passe” ham, selv om han var et pivedyr når far ikke var der.

Det har været spændende at se hans udvikling fra en lille hvalp, til den store alfahan i flokken. Han er far til adskillige kuld hvalpe, og han boede på samme etage i Vesterled som mig, når han ikke var på tur med far. Orlik var en stor hund der blev ti år så alderen kunne naturligvis mærkes til slut. Hvad han var en blanding af har jeg ikke den fjeneste ide om, men han var en stor rubust hund, der havde haft et pragtfuldt liv på vejen sammen med Mursejleren, der nu har fået en anden skøn hanhund.

 Dina

Det eneste billede jeg har af Dina, sammen med mor. Foto Michael Bager Fyns Amts Avis ©.

Det eneste billede jeg har af Dina, sammen med mor. Foto Michael Bager Fyns Amts Avis ©.

Dina var en dame, en rigtig dame. Hun var en blanding af labrador og rottweiler, men lignede en golden retriver. Lige til hun “smilede” så kunne man godt se rottweileren. Det er lidt hårdt over for Lady at kalde hende for verdens bedste hund, men det er tæt på. Jeg kan finde mange mangler ved Lady, det er sværere med Dina. Hun havde et pragtfuld sind og temperement samt en ufattelig tålmodighed. Hun kunne side bomstille i timevis over et muldvarpeskud eller et rottehul og haps.

Det var Solsortens hund og en morhund af rang. Hvis Solsorten tog hjemmefra sad hun på mors stol til hun kom tilbage og kikede ud af vinduet, “Hun gik den vej, så hun kommer vel den vej tilbage”. Hun kunne ikke med hundeslagsmål, så hun kastede sig ind i flokken og tævede dem til de holdt op. Så ku‘ de lære det.

Dina blev også gammel og stivbenet, men hun havde virkelig også vandret mange herlige kilometer på landevejene. Jeg savnede hende meget da jeg stoppede med Solsorten, og endnu mere nu de begge er væk.

 Rikke

Rikke var mit barn, hun blev født d. 28 November 2003 på min datters badeværelse i Køge, sammen med seks søskende, og hendes første transportmiddel var den kasse hun ses i her, hvor Lady faktisk bor stadig. Hendes far var en dansk/svensk gårdhund fra Jersie ved Køge. Hun er opkaldt efter min bardoms hund, en cocker spaniel.

Rikke på cyklen i 2004. Foto: Spøjsen på et engangskamera. Billederne har været med på tur. Copyright by Creative Commons (BY-NC-ND)

Rikke på cyklen i 2004. Foto: Spøjsen på et engangskamera. Billederne har været med på tur. Copyright by Creative Commons (BY-NC-ND)

Solsorten og jeg havde fået øje på en Aldi butik og havde anskaffet nogle æsker boonekamp, og jeg var lidt besoffen, da han dukkede op sammen med sit menneske. Lady var i løbetid og han var en flot lille hund, så jeg sagde “Så skide være med det”, og hun blev med hvalpe. Solsorten og jeg skiltes et par dage senere og jeg lånte et havehus i Ølby hvor jeg kunne have hvalpene. Der var jegi 4 mdr. mens Lady var gravid og hvalpene blev 10 uger. Det var noget af en flok at holde styr på, og de havde alle rottweiler tegninger, ingen af dem lignede hverken far eller mor.

Da jeg skulle af med dem besluttede jeg mig for at beholde en selv, og efter grundige studier af dem blev det så Rikke. Rikke var med mig til hun var et år, hvor hun blev stjålet uden for en butik i Hvalsø, mens jeg var inde og handle i 5 minutter, Hun var tøjret til den samme snor som hendes mor, men de tog kun hende, måske p.g.a hendes tegninger.

Jeg var meget glad for hende og lykkelig over at det var lykkedes at skabe en god og harmonisk hund, der var opdraget med hundekiks, og den dag i dag gør det ondt at tænke på hende. Den samme dag hun forvandt havde hun mødt sin søster og de havde tonset rundt i bakkerne ved teltet i Hvalsø, hvor søsteren stadig bor. De havde det pragfuldt.

Jeg forstår ikke mennesker der stjæler andre folks hunde, og håber kun at hun har fået et godt hjem, men frygter naturligvis det værste. Er der nogen der kender til hendes skæbne, lad mig det da høre hvis den er lykkelig, ikke hvis det modsatte er tilfældet. En af hendes søskende blev også taget af fremmede i Roskilde, hende havde jeg solgt til en af mine bekendte der. En mærkelig mani.

Jeg savner hende meget, og nu Lady bliver ældre er det specielt ærgeligt at jeg ikke har hende mere.

 Satu

Satu. Foto: Spøjsen. Copyright by Creative Commons (BY-NC-ND)

Satu. Foto: Spøjsen. Copyright by Creative Commons (BY-NC-ND)

Satu var en den, ikke han, ikke hun, men en den. Susanne var nødt til at kasterere den inden jeg mødte hende. Han var dog en drengerøv aligevel, og en af de rareste hunde jeg har kendt. Hans far hed Ener og Satu er malaj for “Den eneste”.

Satu og jeg blev hurtigt gode venner, og vores venskab blev forstærket, da Susanne brækkede benet og det var mig der stod for lufteturene. Fra det første marked var han en vagabondhund, han elskede at bo i telt sammen med os, og han kom godt ud af det sammen med de andre hunde.

Da Susanne blev syg valgte hun, til min store fortrydelse, at sende den ud til en ven, Johan, i Virklund ved Silkeborg. Hun mente, sikkert med rette, at han ville få mere mortion der. Jeg knurrede dog lidt, men det var sikkert til hans bedste. Han var dog min ven.

 Penny (Egernet)

Mens jeg fulgtes med Sidevognen, blev hans farmor meget syg og han tog til Lolland for at passe hende. Hun havde to små gravhunde, den ene var Penny. Der lærte jeg hende at kende og jeg kunne lide hende.

Da famoderen døde blev de overført til Jylland, hvor hun vandrede lidt rundt i familien til jeg sagde stop, og Hun flyttede ind hos Susanne og jeg, hvor det hurtigt blev Susannes hund, den flyttede ind på hendes skød, i hendes sofa og i hendes seng..

Susanne beholdt hende til det sidste, hun har det nu praktfuldt og bor sammen med Susannes veninde Jytte, i en bjælkehytte ude i en skov, med en smuk sø lige ved. Et rigtigt hundeliv.

 Penny og Susanne i Hvide Sande. Foto:Spøjsen. Copyright by Creative Commons (BY-NC-ND)

Penny og Susanne i Hvide Sande. Foto:Spøjsen. Copyright by Creative Commons (BY-NC-ND)

Kommentar