Menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvorfor gik jeg på landevejen

 


Mit første Egeskov marked i 1999.

I starten af 1990'erne begyndte jeg at stifte bekendskab med landevejsriddere, og jeg syntes at det var et spændende folkefærd. Der var ikke så mange bekymringer om dagen i morgen, de drak, morede sig og levede i det hele taget livet.

Det var ikke så længe siden jeg var blevet far til Frederik, men forholdet til hans mor skrantede, så mit sind var åbent for ideen. Vi blev skilt, og det var en bitter omgang, jeg har ikke haft så meget kontakt med Frederik siden. Jeg begyndte dog ikke at gå på vejen endnu. Jeg flyttede fra Sydsjælland (efter en tur på forsorgshjem) til Helsingør, hvor jeg boede sammen med Tine, min teenage datter flyttede ind sammen med os og Tines teenage datter Tania. Jeg arbejdede i denne periode som kok.

Når man har børn boende, så går man ikke på landevejen, men Tine og jeg begyndte, at opsøge vagabonderne på forskellige kræmmermarkeder rundt omkring på Sjælland og sydhavsøerne, hvor vi boede i vagabondlejrene, vi blev gøglerviet på Mørkøv marked og de begyndte at komme og besøge os i Helsingør, hvor Tine havde en stor lejlighed. Vi var vagabondvenner og abbonerede på Vagabondavisen. Så kunne vi følge med i hvad der skete.

En dag kom en af vores venner Lars på besøg, for at høre om vi kunne råde ham. Han havde forelsket sig i en vagabondpige, og hun havde overvintret hos ham, nu stod foråret for døren. Jeg svarede at han nok ikke kunne holde hende indendørs, men han kunne jo gå med. Jeg mente ikke at hans alkohol forbrug ville ændre sig nævneværdigt af den grund. Det gjorde han, og de følgende år så vi dem af og til, samt læste om dem i Vagabondavisen. Hun hed Den Røde Kamel, og han fik selvfølgelig navnet Kameldriveren.

Tines og mit forhold holdt ikke (selv om det var anden gang vi forsøgte), og min datter flyttede sammen med sin kæreste, og en forårsdag, da jeg var på Nordhavnen, mødte jeg Den Røde Kamel, hendes helbred var ikke til landevejen fuldtids mere, så hun havde fået en lejlighed i Helsingør. Jeg bad hende om at spørge Lars om han ikke ville have mig med i en fjorten dages tid, sådan bare for at prøve hvordan det var.

Nogle dage senere stod han der så, med en medaljevest jeg kunne låne, en hat havde jeg, og jeg kunne benytte Den Røde Kamel's barnevogn, og ud af byen gik vi. De fjorten dage er så ikke overstået endnu.

Historien fortsættes under Mine makkere.