Menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det bankede på prædikestolen - og på hjertet!


- indtryk fra en gøglergudstjeneste

doelle kirke

Det var første gang, at jeg skulle til gøglergudstjeneste i Døllefjelde Kirke. Og så var jeg oven i købet blevet bedt om at prædike. Derfor ønskede jeg at komme i god tid for at opleve kirken alene og i stilhed, inden menigheden begyndte at indfinde sig.
Så jeg var der allerede kl. 21.30 - 1 ½ time før gudstjenestens start. Men der var nu alligevel kommet en del, som var mødt tidligt for at sikre sig en plads på kirkebænken - og flere var på vej.
Der var tændt fakler udenfor kirken, og det var fuldmåne. Alt tegnede til, at det ville blive en uforglemmelig aften. Indenfor i kirken var der pyntet op, og der var varmt og stemningsfuldt. Kirkesangeren var ved at øve sammen med organisten, der var aktivitet og en intens og glad forventning i luften. Flere af de fremmødte lovede, at jeg kunne vente mig en stor oplevelse.
Det gav lidt kriller i maven, for hvad når gøglerne ankom, hvad mon der så ville ske? Hvor mange ville de være? Og hvad med de hunde, som jeg havde hørt, at de ville medbringe? Ville det overhovedet være muligt at få ørenlyd? Og hvad med min prædiken, som jeg havde valgt blot at have med i tankerne som nogle forskellige muligheder; mon den ville falde i god jord?
Som optakt til gudstjenesten spillede organisten forskellige klassiske musikstykker på klaver, mens menigheden samlede sig, og der efterhånden blev mere og mere trangt på bænkerækkerne. Stole blev sat frem i midtergangen, også de blev besat. Til sidst var der kun ledige pladser i koret.
Alle vidste åbenbart, at det var her gøglerne ville sætte sig.
Og så ankom de. Højlydt og målbevidst med deres hunde i alle størrelser gik de op ad midtergangen, iklædt kasketter, emblemer og medaljer. I dagens anledning havde jeg, udover bispekorset, iført mig mit ridderkors. Det var jo en festgudstjeneste, og samtidig kunne jeg jo så få lejlighed til at vise gøglerne, at jeg også kunne være med. Selvom min ene medalje unægtelig så lille og uanseelig ud i forhold til gøglernes mange og spraglede påhæng.
- Vi kan da godt skaffe dig nogle flere! sagde de grinende, mens vi trykkede hånd.
De var glade og måske ligeså spændte og forventningsfulde, som vi andre.
Efterhånden fandt de deres pladser i koret, og der blev nogenlunde ro og orden. De mange hunde var velopdragne og i snor, og lagde sig tålmodigt ned.
- Så kan vi godt begynde! var der enkelte som råbte, selvom klokken endnu ikke var 23.
Men vi ventede nu alligevel på sidste ringning, og så gik gudstjenesten i gang.
Sognepræst Stine Sylvest bød velkommen til dette glædens hus: ”som vel at mærke ikke er at forveksle med et glædeshus!”, tilføjede hun, hvilket fik et bragende bifald fra gøglerne, da tiøren endelig faldt.
Så var stemningen slået an, og vi kunne synge: ”Jeg så ham som barn” og lytte til evangeliet.
Anden salme var den uundværlige: ”Nærmere Gud til dig”.
Det var som at tænde en kontakt. Til disse gøglergudstjenester sidder man ned under læsningerne og står op under salmesangen. Men her kunne gøglerne ikke længere stå stille ved deres egne pladser. De måtte alle helt op i koret, og med armene om hinanden og om dagens prædikant sang de af hjertens lyst og smerte. Højt og på én gang klagende og glædeligt lød det, mens tårerne for nogles vedkommende piskede ned ad kinderne: ”Nærmere Gud til mig!”.  
”Nærmere Gud til dig” blev af flere af gøglerne konsekvent sunget med denne lille ændring: ”Nærmere Gud til mig
Det kan jo godt være en tanke værd. For måske er det denne lille ændring som gør, at salmen er så elsket af mange, der lever i kanten af samfundet. På den måde bliver salmen jo til en bøn om, at Gud vil komme nærmere til mig. En bøn om at Gud selv vil komme ud til os i periferien. For vi kan ikke selv kan gøre ret meget fra eller til for at komme nærmere til Gud.
Umiddelbart efter denne følelsesmæssige kraftudladning skulle jeg så prædike.
Gøglerne satte sig, og der blev stille.
Helt stille.
Jeg valgte at tage udgangspunkt i salmen, som vi lige havde sunget og takkede allerførst gøglerne for den lille sproglige ændring af salmen, og for den oplevelse det havde været for mig at stå sammen med dem med armene om halsen og synge: ”Nærmere Gud til mig.
Dernæst læste jeg Davids salme 34 vers 19 hvor der står: ”Herren er nær ved dem hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.”
- Hvis I bare kan huske det vers fra min prædiken, vil jeg være glad! – sagde jeg.
En egentlig prædiken kunne man vel ikke kalde det. Det blev snarere en samtale, hvor gøglerne højlydt kommenterede det, som blev sagt. De gav deres bifald, klappede, lyttede intenst og sang gerne med på en salme, som jeg nævnte.
Men de kunne også hurtigt blive urolige, når der var noget der var uklart eller ikke var præcist nok sagt.
På et tidspunkt under prædikenen bankede det pludselig på prædikestolen, og jeg kiggede ned.
- Jeg kan ikke se dig! lød det klagende fra en gøgler, som sad lige neden for prædikestolen.
Jeg forsøgte at læne mig lidt mere ud; men det var ikke nok, og han bankede igen.
Nu udviklede det sig til lidt morskab imellem et par af gøglerne. De ville ikke være ved, hvem af dem det var som bankede, og der blev grinet højlydt.
Heldigvis havde kirketjeneren stillet et glas vand frem til prædikanten. Det valgte jeg at holde hen over hovedet på dem og sagde, at hvis de bankede igen, ville jeg hælde det ned over dem!
En snes andre gøglere råbte:
- Ja, gør det! Gør det!
Og de jublede!
De andre to lovede bod og bedring og skulle nok lade være med at banke mere, hvis de bare kunne undgå vand. Det er ikke et element, som gøglere holder allermest af.
Jeg lovede at gøre min prædiken hurtigt færdig, og de bankede ikke mere.
Derefter var der musik, bøn og så sang vi ”Ingen er så tryg i fare” – igen stående med hinanden om halsen foran alteret.
Efter velsignelsen troede alle, at nu var gudstjenesten færdig. Men organisten havde en overraskelse i ærmet. Hun spillede på klaveret en dejlig glad melodi, som igen gjorde det svært for gøglerne at sidde stille.
Pludselig kom en af de kvindelige gøglere dansende op i koret og bød mig op til dans.
I et splitsekund overvejede jeg, om der kunne være en mulighed for at sige nej, men det var der naturligvis ikke. Så jeg måtte op, og vi dansede nu foran alteret. Varmt, glad og længe.
En anden af gøglerne kom hen og bød sognepræst Stine Sylvest op til dans, og flere andre kom op og dansede.
Musikken spillede, mens vi drejede rundt i dansen. I øjenkrogen kunne jeg ane altertavlens Kristus-skikkelse med de udbredte arme, og det var som om han velsignede alle vi dansende.
Det tror jeg også, han gjorde.
Jeg tror bestemt ikke, at han havde noget imod, at vi dansede foran alteret.
For som det hedder i Davids salme 149 vers 3: ”I dans skal de lovprise hans navn”
Det var jo det, vi gjorde!
Og vi gør det for resten alt for sjældent.
Derfor har jeg bare lyst til at sige tak til gøglerne og til Gud, som er nær ved gøglerne.
Jeg ved da godt, at det er et liv fyldt med smerte, nederlag og mørke timer. Denne lille beretning fra gøglergudstjenesten skal da heller ikke være et forsøg på at romantisere deres liv og skæbne. 
Den er hård og svær; men der er bare andet og mere at sige.
F. eks. at Gud er dem nær.
Og måske ønsker Gud at møde os igennem gøglerne.
Måske vil Han gennem dem banke på – ikke bare på prædikestolen – men også på vore hjerter.
Og byde os op til dans i et kærligt favntag, og kalde glæde, liv og varme frem i vore kolde hjerter.
Så jeg kan godt forstå at folk møder frem til denne traditionsrige gøglergudstjeneste i god tid.
Der er virkelig noget at komme efter.

Steen Skovsgaard