Menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kameldriveren

Spøjsen i 2007

Mig fra 2007. Foto Susanne.

De følgende sider vil jeg berette om de makkere jeg har fulgtes med på vejen. At følges med nogen betyder tryghed samtidig med at barnevognen og hunden bliver ikke så træt af ens historier som de ellers ville blive.

Som jeg har fortalt om på siden Hvorfor startede jeg på vejen med Kameldriveren det var tidligt forår 1999. Jeg ville egentlig bare prøve det, men jeg havde det bedre som vagabond, end som kommende by bums på Nordhavnen i Helsingør. Jeg havde prøvet livet som hjemløs tidligere i Roskilde, og tanken huede mig ikke. Jeg har aldrig haft let ved at bo alene, og min husleje var ukristelig høj, så jeg kunne læse tegnene. På vejen blev jeg respekteret af de folk vi mødte, så jeg blev bidt af vagabondlivet. I starten modtog jeg bistandshjælp, men den faldt bort efter et par måneder, da kommunen ville sende mig i beskæftigelse, og jeg kunne godt beskæftige mig selv.

Herefter begyndte så min læretid. På de tider var man stadig i mesterlære, og jeg havde meget at lære.

Hvordan går man ind og ringer på en dør for at få noget at slibe, og det sværeste, at bede om en skilling til dagen og vejen, hvis der ikke var nogen knive og sakse? Vi danske mennesker er ikke opdraget til at bede andre folk om penge, men da vi ikke modtog noget fra det offentlige, var jeg jo nødt til det, da der skulle skaffes til det daglige forbrug af livs fornødenheder (læs mad til hunde og mennesker samt alkohol). Jeg nægtede at tigge ved supermarkeder samt på de få markeder vi var på. Den dag i dag skal jeg stadig være halvfuld før jeg kan gøre det.

Hvor slår man lejr?

Min barnevogn gik i stykker på Vestfyn, hvordan skaffer man sig en ny? Det lykkedes nu samme dag som den brød sammen.

Hvordan laver man mad?

Kan man gå på rov i en container ved et supermarked?

Hvordan holder man ud at bo så tæt som vi gjorde?

Jeg blev faktisk forbavset over at vi gik rundt. Fra by til by, men jeg fandt ud af at jeg oplevede naturen på en helt anden måde end jeg havde gjort før. Køer og heste fulgte med os på marken, og jeg kunne følge årets gang fra tidligt forår til det blev vinter. Den var jeg rædselsslagen for. I flere måneder havde jeg gået og tænkt på om jeg kunne klare det. Jeg havde prøvet at bo i telt og bivuark om vinteren, men det var da jeg var helt ung, og nu var jeg fyldt 45 år. Jeg havde lært at slibe, i starten var jeg Husar. Det vil sige at mens Driveren sleb så huserede jeg i husene og hentede knive og sakse til ham. Da vinteren endelig kom, opstod der en kurre på tråden mellem os, og jeg skulle klare mig selv. Det gik. Jeg sleb og overlevede, og beviste dermed over for mig selv, at uanset hvad der skete så kunne jeg overleve alene. Og vinteren var ikke så slem det år.

Driveren og jeg fandt dog ud af at vi godt ville fortsætte sammen, så efter et par måneder gik vi makkere igen. Det var i forbindelse hermed at jeg fik Lady af en flink hundeven på Vestsjælland. Det var hende der valgte mig. Han havde lige konfiskeret hende fra sin søster, og ledte efter et sted til hende, da vi kom forbi, og den første nat vi sov der, kravlede hun simpelthen ned i min sovepose, og blev der. Jeg ville have haft en stor hund, men sådan blev det ikke. Skæbnen. Hun var syv måneder, og havde haft en omtumlet tilværelse, men som sagt hun valgte mig. Hun var lidt af et dampbarn, men hun vendede sig hurtigt til det frie liv på vejen. Hun er stadig bange for at far går sin vej. Mere herom under Hunde.

Driveren, Charly og mig i 1999

Sejltur 1999 Fra ryggen ses Driveren, så skibber Charley og endelig mig. Foto: Familien Abbednæs i Kerteminde.

Vi havde også været vagabonder på vandvejene, da en af vores venner havde samlet os op på fyn i sin sejlbåd, vi tog så en tur rundt fra Fyn, over Assens, Middelfart, Strib, Vejle , Bogense, Samsø og endelig Kerteminde, inden vi afmønstrede og fortsatte vores tur. Det lykkedes mig at stuve en barnevogn ned på båden.

Samsøposten år 2000

Billedet herunder er fra Samsø Posten d. 11.03.2000 ¸ Klik for at læse artiklen.

Vi travede rundt på Sjællland og Fyn. Vi var på Samsø og var nået til Jylland da han stoppede. Mere om det senere.

Kameldriveren led af en veludviklet tørst. Han drak helst ikke andet end Sweppes Grape og Vodka, han kunne blev vanvittig over at jeg ofrede penge på en plastik pose i supermarkedet, men hvad vodkaen kostede var lige meget, der røg en flaske om dagen. Vi havde også den aftale at det øl vi fik var mit, men de tomme flasker tog han sig af. Jeg drak mest Rom og Cola på denne tid.

Vi delte kaffekanden hver aften, da han mente ikke at jeg skulle betale for hans alkoholmisbrug.

Alt i alt havde jeg et par gode år med ham.


Jeg fortsatte min vandring med Mursejleren.