Menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De løse makkere

Det er naturligvis ikke altid at man følges med den samme person igennem flere år. Man kan ligevel slå følgeskab i en kortere eller længere periode. Her vil jeg fortælle om nogen af dem jeg også har fulgtes med, dog under et års tid.

Skrajer

En skrajer er den megafon man ser i Dansk biograf reklame. Inden mikrofonen rigtigt blev opfundet, eller fungerede ordentligt, sang forsangeren i de store orkestre i en "trakt", for at overdøve instrumenterne, en sådan indretning er en skrajer, og aldrig har jeg kendt et navn på landevejen der passer bedre.

Skrajer er fynbo fra Nyborg og grænseløs, jeg har set ham begå ting jeg ikke kunne finde på. Jeg så ham på en uge, stoppe en STS bus i Søllested og bomme samtlige passagerer, mens chauføren skreg af grin og jeg krummede tær, samt gå op til chefredaktøren på Lolland Falsters folkeblad i Nykøbing F, og beklage sig over at vi havde væreti byen i tolv timer uden at komme i avisen. Han gik der fra med 100 kr.

Da jeg lige var begyndt at snuse til vagabondlivet og besøgte vagabondlejre på markeder, var Skrajer en af de gamle der tog godt i mod mig. Tak for det.

Han havde lige fået et hjem i Fynsgade i Fredericia da jeg startede fuldtids, i et hus hvor der boede landevejsriddere i flere etager, her kunne jeg komme og slappe af. Vi var på daværende tidspunkt tit ædru sammen, og så blev der spillet Kasino.

En af os skylder stadig den anden flere hundrede kroner, hvem det er har vi begge glemt. Han er nu flyttet på plejehjem i Fredericia, hvor personalet må finde sig i at han tager på udflugt i sin kørestol,og kommer gemytligt overrislet hjem efter en del brændevin.

Han kan godt være højrystet, men andet ville slå ham ihjel. Han siger at han vil blive 109 år gammel og dø på en Lørdag, skudt af en jaloux ægtemand.

Mågen

Mågen fik sit navn ved at gå makker med Albatrossen, man må vel have ment at han ikke havde helt det samme vingefang, så det blev "kun" til Mågen. Jeg nævnte ovenfor at Skrajer er grænseløs, det samme gjaldt Mågen, man kedede sig aldrig i hans selskab.

Til markeder kunne man være sikker på, at han troppede op til fest om aftenen iført kjole ud over bukserne, ligesom næsen kunne være farvet blå med billard kridt.

Hvad han drak blev hældt i det samme glas, krus, bæger eller flaske, til en såkaldt mågeblanding, "Det skal det samme sted hen" sagde Mågen, "Så kan det ligesågodt blive blandet nu".

Det var heftige sager, der kunne variere en del i styrke efter døgnrytmen. Den plejede at blive startet med resterne fra gårsdagens drik, forstærket med øl af varierende styrke. Det måtte meget gerne være krave på.

Morgen snapsen, Gammel Dansk, Jägermeister eller hvad der var, blev så fyldt på, sammen med hvad der måtte komme af whiskey, cognac, rom o.l i dagens løb. Så på vellykkede dage kunne det være noget arrigt stads.

Jeg plejer at være den der drikker mig fuld, det skal andre ikke have skyld for, jeg kan jo bare sige nej, men jeg erindrer en gang på Salten marked hvor dette ikke var tilfældet.

Jeg delte telt med Mågen. (Som vi i parantes bemærket havde været 1,5 time om at slå op aftenen i forvejen, i en 40 hestes brandert, det så også ud derefter. Det var en almindelig iglo.)

Da jeg vågnede om morgenen havde jeg bare lyst til en kop kaffe og et rundstykke, så jeg skrævede forsigt hen over Mågen, mens jeg kaldte stille på Lady og tyssede på Snus, Mågens hund.

Det lykkedes mig at komme uset ud, troede jeg, men da jeg var kommet nogle få meter hen af vejen mod ølteltet, hvor der var morgenmad, lød der et brøl SPØJSEN, og mit hoved blev hevet tilbage, og et fremmedlegeme indført i min mund.

Mågen benyttede sig i denne periode i hans liv sig af en sportsflaske med sprøjtetud til at opbevare sit fludium i, så det næste jeg, ganske uventet oplevede, var at få munden fyldt med mågeblanding fra aftenen i forvejen. Og den havde været virkelig velykket.

For at undgå at blive kvalt, var jeg nødt til at synke stadset, hvilket Mågen tog som en opfordring til at blive ved med at trykke på aftrækkeren, så det var en pæn mængde godt blandet alkohol der gled ned.

Dette resulterede i at jeg så dagen i et ganske andet lys, og så var festen i gang. Det var vist den aften vi opfandt "De blå næsers klub".

Vi kunne dog også være ædru sammen, vi vidste begge at det var nødvendigt at slappe af en gang imellem, og når vi kom indenfor hos nogen venner, så fik vi noget god mad, og plejede helbredet.

Det var Mågen der tog mig med til Vesterled første gang.

Han blev kun 35 år, og døde efter 17 år på vejen i den lejlighed han endelig havde fået et halv år forinden.

Begravelsen var efter sigende storslået, med ca. 100 fremmødte, og optog gennem gågaden i Horsens.

Jeg var desværre ikke med, da Solsorten og jeg ikke havde fået at vide at han var død. Det fandt vi ud af på en landevej ved Rungsted. Vi holdt middagspause stående ved barnevognen i en vejkant, og jeg slog op i Ekstra Bladet, hvor begravelsen var omtalt på midtersiderne. Vi strøg topsejlene (tog hatten af), og holdt er øjebliks stilhed, og mens dette foregik fløj en måge over himlen og sked lige ved siden af min vogn. Lige i Mågens ånd.

Jeg kunne have fortalt om da han brækkede vingen i Hjallerup, og vendte tiilbage fra hospitalet med armen i gibs, og maven og lommerne fyldt med hospitalssprit, om da han ikke kunne finde sin cykel i Silkeborg, da vi lige skulle op på pladsen i Hjallerup, og vendte tilbage 24 timer senere, mens Solsorten ventede på at jeg skulle slå telt op som jeg havde lovet, og meget meget mere.

Jeg savner ham, og der har ikke været et marked der har været helt så sjovt siden han gik bort.

Siden fortsættes snarest med:

Høns

Charmetrolden

Sidevognen

(Opdateret d. 29.10.2010)